Bagsværd Lakrids
Al den lakrids, som Bagsværd Lakrids fremstiller til Danmark og resten af verden, bliver til på Bagsværd Hovedgade 119-125. Den er skabt af mange glade og initiativrige sjæle. Man kan gå lige ind fra gaden og besøge minifabrikken, der også fungerer som butik. Bagsværd Lakrids deltog for første gang i det uofficielle DM i lakrids – the Liqourice Taste Award – i 2018, hvor det blev til sølvmedalje. I 2019 bronze. Og i 2020 modtog Bagsværd Lakrids så guldmedaljer i Tivoli af et enigt dommerpanel.
Beckervine
Vinbonden Jean Becker har i alt ca. 4.000 vinstokke, fordelt på 3 marker i Nordsjælland. Furesødal – danmarks ældste vinmark fra 1936, ved Granhøjgård på grænsen mellem Birkerød og Allerød, samt Fredensborg vinhave med de ældste Rondo i Danmark. Har arbejdet med vinavl siden 1998. Passer også de historiske vinstokke på Holmen i København. Fremstiller hvid, rød og rosévin samt mousserende vin og hedvin af druer fra egne marker.
Carsten Landmand – Landlyst Gårdbutik
Landlyst producerer svinekød af de to gamle svineracer, sortbroget landrace og hvid dansk landrace. Begge er svineracer, der vokser langsomt – og derfor har de masser af smag. Produktionsformen Low Input og 100% udegrise hele året. Blandt andet derfor har de langsom vækst og et relativt højt foderforbrug, der i kombination giver meget smagfulde grise. De går sammen, 13 søer og én orne, og det kommer der grise ud af, som bliver født i det fri.
Da jeg har et lille landbrug, kender jeg hvert dyr og har taget vare på deres velfærd. Alle dyr slagtes på lille lokalt slagteri Harald Hansens Eftf. med kort transporttid, udskæres på slagteriet eller forarbejdes til lækkert pålæg fortrinsvis hos Slagter Winnie Jørglunde.
Kagefryd
Hos Kagefryd bager vi kager i mange farver og former – og til enhver anledning. Hos Kagefryd er en kage “ikke bare en kage”, men en dyb passion, og stor kvalitet i råvarer og udtryk. Kagerne bages med æstetik, og kæmpe respekt. Kagerne er rustikke, smukke og ærlige.
Kagefryd spirede frem i 2017, og blev etableret efter min deltagelse i Den Store Bagedyst 2015. Deltagelsen i programmet gjorde min passion for kager og bagværk endnu dybere end den i forvejen var, og jeg blev klar over, at kagernes verden skulle gøres til min levevej
New Loop + Røde Kors
Et nyt cirkulært pantsystem til take-away emballage. Emballagen er vaskbar og kan pantes. Vi vasker emballagen og leverer den tilbage til take-away leverandøren, klar til at blive brugt igen. Når emballagen ikke længere kan genbruges, bliver den på sigt genanvendt til ny fødevaregodkendt emballage. Sådan skaber vi et nyt loop.
Til Kultorvets Julemarked er der et pantbod, hvor kopperne fra New Loop entens kan pantes eller doneres. Denne pantbod vil være bemandet af Røde kors fra fredage- søndage. Hertil kommer opsamlingsbeholdere på Julemarkedet hvor man også kan donere sin pant.
Rokkedyssegård
Vi har en ambition om at dyrke verdens bedste bær – og dele vores passion for bær med vores kunder og gæster. Vores friske bær er plukket i dag – hver eneste dag i hele sæsonen. Vores bærprodukter fra marmeladeriet (gårdkøkkenet) er fyldt med vores bær, andre naturlige råvarer og smag.
Traditionen tro inviterer vi til Julestue på Rokkedyssegaard i december. Børnene kan gå på jagt efter drilske nisser mellem juletræerne og hygge sig på bålpladsen. I gårdbutikkens Julestue kan du booke bord og julehygge med pandekager/vafler med is/syltetøj og hindbær gløgg – alt hjemmelavet af gårdens råvarer.
Smag på Nordsjælland
Nordsjælland som gastro turistdestination. Vores mål er at gøre Nordsjælland til en turistdestination kendt for unikke madoplevelser og håndværkstraditioner, både for danskere og udenlandske turister. Vores medlemmer er er passionerede landmænd, gartnere, vinavlere, slagtere, bryggere, ismagere, restauratører, kokke og så videre.
Vores medlemmer skaber de gode oplevelser og håndværket, og vi fremmer kendskabet til dem igennem vores hjemmeside, markedsføring og andre tiltag. Alt sammen med henblik på at skabe lokale jobmuligheder og bibeholde de lokale kultur- og håndværksmæssige traditioner.
Snoremark
Snoremark startede som “garagebryggeri” i 2010. Siden er det flyttet fra garagen til en tidligere grisestald og har udviklet sig til et professionelt mjødbryggeri. I dag er Snoremark anerkendt for sin seriøsitet og sine ambitioner om at brygge dessertvine, der kan tilfredsstille selv kræsne ganer. Bryggeriet er indrettet på Snoremark, der er ældre firelænget ejendom, nord for Roskilde i landsbyen Tågerup højt hævet over landskabet med frit udsyn til alle verdenshjørner, Roskilde Fjord, middelalderkirker og gravhøje.
Thornæs Destilleri
Kernen i Thornæs Destilleri er danskproduceret Single Malt whisky, baseret på økologisk maltbyg og det helt specielle drikkevand, som kendetegner grundvandet omkring Gribskov i Nordsjælland. Ved siden af whiskyproduktionen producerer vi andre spiritustyper, med danske råvarer, såsom gin og snaps, der begge er formet af den eksperimenterende og meget kvalitetsbevidste arbejdsgang, som følger af small batch destillering. VI hører hjemme i Kagerup i Nordsjælland.
Visit Nordsjælland
VisitNordsjælland er et turismefælleskab, der arbejder på tværs af de fire nordsjællandske kommuner, Fredensborg, Gribskov, Halsnæs og Hillerød. Vi udnytter sammenhængskraften, samler og udvikler de styrkepositioner og den attraktionskraft, der findes på tværs af Nordsjælland. VisitNordsjælland er en non-profit erhvervsdrivende forening, ejet af de fire kommuner, som finansieres af både offentlige midler og midler fra turisterhvervet, der går til markedsføring af destinationen.